Om menneskealper og spireahække

Av Sara Koch, som oversetter fra norsk til dansk

Høsten 2012 utlyste NORLA – Senter for norsk skjønn- og faglitteratur i utlandet – en kåserikonkurranse for utenlandske oversettere av norsk litteratur. Oversettere fra hele verden ble invitert til å skrive kåserier med betraktninger fra sitt oversettervirke. Tematikken var fri, gjerne underlige eller irriterende ting og fenomener – enten i det norske språket eller ved den norske kulturen. Oversetterbloggen har fått tillatelse til å publisere både vinnerbidragene og de andre kåseriene. Følg med! Tidligere innlegg finner du HER, HER, HER, HER, HER, HER og HER.

Når man oversætter, oversætter man ikke kun ord og indhold, men også kulturer. I en beskrivelse af en bestemt aktivitet i et norsk landskab eller byrum, er det ikke kun aktiviteten der skal oversættes, men også landskabet eller byrummet det foregår i.

Når Rolf Jacobsen i digtet "Byens metafysikk" skriver:

Fra østens skyhøje menneskealper 
fra vestens villafasader bak spirea

er en dansk læser helt fortabt i himmelretningerne. For en dansk læser ved ikke at når man tager til Vestkanten, bor der Frognerfruer som mener at a-endelser er så Vika-agtige. Eller at hudfarven og indkomstniveauet forandrer sig når man krydser elven og kommer til Østkanten – medmindre man kommer til Grünerlökka, som er blevet hipt i halvfemserne og nullerne.

I den danske hovedstad betyder øst nemlig gode indtægter og velopdragne børn, og vest betyder arbejderkvarter, eller gjorde det indtil i 90’erne da vest blev hipt og dyrt. Og man skal nordpå for at finde villafacader bag spireahække, men længere nordpå end Nørrebro, der er det nye Vesterbro.
 

Men ude i naturen betyder skog: skov, svaberg: klippe, myr: mose og hei: hede, i hvert fald i ordbogen.

Problemet er bare at der er stor forskel på dansk og norsk natur selvom sprogene ligner hinanden. En skog er således ikke en skov, en norsk skog er mindst ti gange større end en dansk, derfor bør skogene på dansk blive til ”de dybe/store/enorme skove”. Problemet er måske størst den anden vej, hvor skov måske skal blive til lund eller skogholt og ikke skog, så den lille romatiske slentretur i skoven ikke kommer til at lyde som en strabasaerende dagstur i skogen med niste og vandrestøvler.
 
Men det er ikke kun størrelsesforskellene der gør sig gældende – for ikke at tale om højdeforskellene (det danske Himmelbjerget, som er et af de højeste punkter i Danmark, er med lidt godt vilje højst en bakketop på norsk). Forskellen ligger også i arten, men måske særligt i forholdet til natur. I Danmark har vi jo næsten ikke natur. Vi har opdyrket mark, tæmmede parker og så har vi afgrænsede områder af ”rigtig” natur, som næsten alle sammen er fredede og følger lovbestemte beskyttelsesplaner så de ikke forandrer sig naturligt, de har et navn på landkortet og afmærkede stier i forskellige farver så de er turvenlige, ikke små steder af pludselig og vild natur hvor børn kan lege, kvinder tænke og unge holde fest.
 

Man får problemer hvis man følger ordbogen og gør myr til mose, og myrvand til mosevand. Foruden at være et afgrænset, kortlagt område er de danske moser fulde af lunkent, mudret og stillestående vand. Så når Skjelbred skriver om myrvandet der griber rundt anklen, bliver den danske læser forvirret. Bevares, mosevand bliver da koldt når det fryser, men når man tænker på mosevand er det ikke kulde man tænker på, men det lunkne, mudrede …

På dansk er mosevand således også blevet et slangudtryk for ulevedygtig sæd, deraf udtrykket mosevand i sprøjten. Og sådan kan der også opstå problemer den anden vej.

Hos Knausgård leger børnene på heiene. Ordbogen fortæller mig at en hei er en hede, men ligesom med moserne/myrene, er danske heder klart afgrænsede områder med et navn og en plads på landkortet. Desuden er den biologiske definition blandt andet at det er et lyngbevokset område helt uden træbevoksning. Når børnene hos Knausgård kravler op i træerne på heden, bliver de danske læsere forvirret, for hvor er de nu gået hen. En hede er for den danske læser endvidere noget arkaisk. Man forestiller sig den danske forfatter St. St. Blichers Hosekræmmeren vandre over heden, og den hede er ikke et sted for børn. Så også her måtte jeg skrive om, beskrive og forklare for ikke at tilføje noget til teksten der ikke lå i originalen.

Det danske ord for svaberg – stenformationer ved vandet – er klippe. I Danmark har vi kun klipper på Bornholm – klippeøen, men det er spidse, gerne stejle klipper man kan springe i vandet fra, altså et fænomen der ikke beskriver de sorte, havslebne sten man blandt andet finder på Sørlandet – eller i Sørlandet som vi ville sige på dansk, eftersom det hedder i Nordjylland, i Sønderjylland. Så når de unge springer rundt på klipperne til en fest, bliver sceneriet mere dramatisk på dansk end i originalteksten, hvis jeg bruger ordet klippe, og det er jo ikke meningen.

Når oversætteren skal ud i naturen, skal hun passe på med at væbne sig med ordbogen, og man kan gå så galt i byen når man skal orientere sig efter de socioøkonomiske himmelretninger inde i byen. For en hyggelig historie kan pludselig blive dramatisk, en alvorlig historie komisk, og verden kan pludselig blive vendt på hovedet så de rige mister deres formuer og de fattige vågner som Jeppe i baronens seng.

Oversætteren skal altså lade ordbogen og den hjemlige viden blive derhjemme når det gælder topos, og begive sig ud og få en personlig erfaring om Norge. Den erfaring får man kun på en måde, ved at rejse og opholde sig i Norge, tit og ofte, i nord og syd, øst og vest, af og til kan man snyde ved at se tv, læse aviser og følge med i sociale medier. Men allerbedst er det at sidde på et svaberg og studere farven, formen, mærke teksturen, iagttage forandringerne efter vejret, stedet og så er det enklere at beskrive svaberget med ord der får den danske læser til at forestille sig et svaberg på samme måde som en norsk læser ville gøre. Ordet vil ikke være det samme fra gang til gang, ikke engang i samme tekst. Men hvis ordvalget er truffet på baggrund af erfaring, ikke via en ordbog eller en mekanisk beskrivelse baseret på et billede man har googlet sig frem til, vil læseren kunne føle at også hun sidder på et svaberg selvom hun aldrig nogensinde har set et.

Sara Koch har også skrevet innleggene Knausgårdsafari og Om nødvendigheden af højhælede gummistøvler når man oversætter Knausgård.